Sunday, December 26, 2004

I det nyeste nummer af danske Hvedekorn er der sandelig dukket et interview med Kestr Aschnitz op! Russiske Aschnitz (1899-1938) er ellers kendt for sin cirkusteori, en del af denne er at finde i BG-bogen "Sirkusformer" (2003). Interviewet, tilsyneladende opsporet og oversat af den noget obskure Kaspar Frege, skulle stamme fra en ukrainsk avis, men er ikke dateret. Vi på Biblioteket Gasspedal kan ikke garantere for ægtheden af dette dokument.

Saturday, December 25, 2004

Den menstruerende bokanmelder. I fredagens anmeldelse af Stuelands gendigtning af Stig Larsson "Helhjertet på en annen måte" har der beklageligvis sneget sig en selvforskyldt nær-dansk fejl ind som roder teksten til på et kritisk punkt. Det følgende afsnit skal ideelt se således ud, som nedenfor. Jeg vil gerne uddybe dette afsnit hvis nogen skulle lure, ellers kan jeg blot henvise til Kristevas "Powers of horror" - the essay which I'm currently reading in the English version. Hav en rød jul!

"En gang om måneden går jeg inn i distraksjon – jeg går inn i verden, men også inn i en fornemmelse av en dryppvis bevegen-seg-utenfor. Om det er en tilstand som betraktes som magisk eller en som vekker mistillit er kulturelt bestemt. Jeg påminnes intenst på kroppens grenser: for prosessen i det indre rom kan jeg bruke fine ord, metaforer for fruktbarhet, men i det ytre handler det om innkjøp av menstruasjonsbind, om reklamer som påbyr meg renslighet og om angsten for at dette rotet skal være synlig for andre. Kanskje er det lignende utsikter som her hensetter dikt-jeget i en tilstand av euforioppblandet angst:

Penisen min er våt.
Jeg har vasket den.
Nå venter jeg på at raviolien skal bli varm.
Her på Kungsholmen spiser vi mye ravioli.
Hva vet jeg egentlig om det?
Greit. Jeg tror vi spiser mye ravioli
Her på Kungsholmen.
Hvorfor tror jeg det?
Nei, det gjør jeg egentlig ikke.
Jeg må skifte tema.
Raviolien koker på komfyren.
Nei, nå er jeg der igjen.
Ravioli. Ravioli. Hvorfor skriver jeg om ravioli?
Jeg er nødt til å skrive om ravioli.
Det er en dårlig forklaring. Hvem skulle kunne tvinge meg?
Og hvordan kommer penisen inn i bildet?
Det lyder utrolig ulekkert: "penisen inn i bildet".
Det virker jo som om det var noe sensasjonelt
At jeg vasket penisen min.
Det er det ikke.
Det virker faktisk som om jeg skriver ned
Alt jeg tenker.
Gjør jeg? Hjelp!"

Dette Larsson-digt - ét af de tidligere, kunne man sige - er forøvrigt langt fra representativt for samlingen, men tematisk set (hm) er det lidt af et logo-digt. Og så er det kort i forhold til de fleste af digtene i samlingen - det passede således ind da jeg ville have et helt digt med i anmeldelsen.

Det skal tilføjes af denne tekst blev til under så hårde slag mellem skribent og oversætter af ingen af dem stod op bagefter. Ingen af dem er ligeså sikre på der blev tekst ud af det til sidst.

Wednesday, December 15, 2004

Tre små grise? Nej, tre små kinesere -- Nejda, tre små BG-bøger! Tre BG-bøger er i produktion og de er kæmpefine! Og det er et faktum: Slippefest i Bergen 3/2!

Monday, December 13, 2004

Hos Larsson är det också mycket som tyder på en sådan kamp med orden. Men det materialiserar sig på ovanliga sätt. Den paranoida kampen med Kulturen verbaliseras och iscensätts. Då finns inte längre något att vara rädd för. Därför är det en sund, oneurotisk poesi. De inbillade myterna i orden slås i småstycken. Hade poeten valt som taktik att avskärma sig från myten, skulle språket blivit befängt, det är omöjligt att gömma sig på insidan av språket. Det finns ingen immuniserande försvarsprocedur att tillgripa, särskilt inte i Larssons dikter, där man får intryck av att kampen är en del av dikterna själva, del av besattheten. Som om tanken var, att om skriftens jag utsätter syntaxen för bestämda ord och de inte klarar att övervinna det med mening, så skulle dikten inte vara någonting värd. Så som jagets gränser ständigt öppnas, så blir också ordets integritet satt på prov. Det avhierarkiseras, och det uppstår en säregen neurologi, en egen plasticitet, ett rörelsemönster. Det tar dig till ställen där du inte märkte att ditt eget medvetande fanns. Avmärkte dem med medvetande.

Espen Stuelands essay om Stig Larsson - en klassiker!

Wednesday, December 01, 2004

OEI release!
Kom och hämta ditt nya 616-sidiga nummer av OEI om visuell poesi, textkonst och konceptuellt skrivande. Vi bjuder på pepparkakor, glögg och öl.
Tisdagen 7 december, kl. 19.30-21.30
Kafé Edenborg,
Stora Nygatan 35, Stockholm

Velkommen til Susannes blog, dedikeret til copy & paste!
Og mens vi taler om Stockholm: Jeg leder efter et sted at bo dér fra januar, send mig en mail hvis du ved om et roligt sted, gerne egnet for mastergradsopgaveskrivning.

Tuesday, November 30, 2004

PER SE! En hyllest til Højholt

21 skandinaviske forfattere og kritiker har levert en respons på nylig avdøde Per Højholts forfatterskap. Tekster av Øyvind Berg, Jens Blendstrup, Steffen Brandt, Lars Bukdahl, Terje Dragseth, Niels Frank, Peter Laugesen, Eldrid Lunden, Niels Lyngsø, Peter Nielsen, Marius Nørup-Nielsen, Ursula Andkjær Olsen, Steinar Opstad, Nikolaj Rønhede, Laura Schultz, Martin Glaz Serup, Marie Silkeberg, Espen Stueland, Morten Søndergaard, Søren Ulrik Thomsen, Jan Erik Vold og Einar Økland

Saturday, November 27, 2004

High rotation, høsten 2004:

1) Sonic Youth: Sonic Nurse
2) Jesus and Mary Chain: 21 Singles
3) The portable Galaxie 500
4) Permanent: Joy Division 1995
5) A Decade of Crunchy Music

Og mit andet - mørkere - selv:

1) Le Tigre: This Island
2) Depeche Mode: Speak & Spell
3) Visage, den greatest jeg lånte af Line
4) Prince: Controversy
5) Roxy Music: Flesh + Blood

Tuesday, November 16, 2004

RETT KOPI dokumenterer filmen

Teaterbaren, Soria Moria fredag 19. november fra 21.30.

Visning av Per Højholts film "Stockcar" fra 1973 + filmshow v/Thomas Kvam.

Bidragsytere til RETT KOPI: Øyvind Berg: "Nordmenn i Bevegelse", Ole Mads Vevle: "Gutt, redigeringsarbeid", Jenny Tunedal: "The Misfits Redux", Per Højholt: "Stockcar", Susanne Christensen: "Notat om Guy Debords film", Øyvind Rimbereid: fra "Solaris korrigert", Tommy Olsson om Pasolini, Neil Young, Torunn Borge, Andreas Riiser: "Emosjonell logikk", Ståle Stein Berg: "Filmens antipodar" mm
Suvis moment

Søndag aften så vi en fin film "Alderdom" i København, på dokumentarfilmfestivalen cph:dox. 1/7 af filmen er Suvis bidrag "Kit Kruses Dans" - Læs her om dokumentarfilmgruppen Moment og om den unge talentfulde Suvi Andrea Helminen.

Hvis jeg også skal skryte lidt af folk som jeg IKKE selv kender må det være af finske Pirjo Honkasalos. Hendes film "Three Rooms of Melancholia" vandt - fuldt fortjent - pris på cph:dox.

Filmen handler om Rusland og Tjetjeninen, hér tekst fra programmet: Den første del er optaget på militærakademiet Kronstadt. Her møder vi drenge, der enten er blevet indrulleret, fordi deres forældre ikke magtede dem, eller fordi den ene eller anden part er faldet i den russisk-tjetjenske konflikt. Tavse ser de på, mens tv-billederne beretter fra gidseldramaet på Dubrovka Teatret i 2002. Filmens andet kapitel udspilles i den bunke murbrokker, der går under navnet Grozny. I den tjetjenske hovedstad samler en kvinde hjemløse børn op. Hadets børn, kaldes de, og som herreløse hunde jager de rundt i gaderne - indtil de overtales til at tage med over grænsen til naborepublikken Ingusjetien, hvor der er oprettet en intermistisk flygtningelejr.
Er du i København kan de sidste tre BG-bøger erhverves GRATIS på hele tre steder, nemlig på Studenterhuset i Købmagergade (på bordet ved indgangen), på Arnold Busck (på disken i underetagen) og på Atheneum (i tidsskrifthylden).

BG-bøgerne er placeret der af en mindre Gasspedal-delegation som netop er hjemvendt fra konference:

(Inter)national Research – Transnational Avant-Gardes: New Perspectives on Nordic and International Avant-Garde Research and Historiography

Wednesday, November 10, 2004

Har någon sett Esset?
Hvis ja, tag kontakt med S. Larsson, Sverige!
Det gik vist forøvrigt godt med katten.

Thursday, November 04, 2004

Scarlett med badge? Have mercy!

En sejr til George W. Bush vil styrke det amerikanske kulturliv. Det mener den norsk-amerikanske forfatter John-Erik Riley.

Med Bush i det hvide hus vil kunstnerne holde sig orienterede og skarpe, understreger Riley i den norske avis Dagbladet.

-For to år siden var det næsten umuligt at udtrykke en kritik af Bush gennem kultur. I dag forventes det nærmest, at kunstnerne tager stilling. Derfor tror jeg også, at en sejr til Bush bliver en gave til kulturlivet. Selvom det lyder paradoksalt, siger John-Erik Riley.

Med instruktøren Michael Moore i front har musikere, billedkunstnere og filmfolk kritiseret Bush op til valget.

Under navnet 'Vote for Change' har Bruce Springsteen, REM og Pearl Jam givet koncerter til fordel for John Kerry, og kendte skuespillere som Scarlett Johansson og Ben Affleck har båret badges med navnet på den demokratiske kandidat.

Etc.

Citatet er hentet fra Danmarks Radio, dr.dk

Monday, November 01, 2004

Sex(y) kunst seminar

Desværre kom du for sent til dette:

Torsdag 28. og fredag 29. oktober. Begge dager kl. 10.00 - 15.00.
Innledere: Christine Koht, humorist og programleder, Tommy Olsson, billed-, video- og tekstkunstner, Kate Pendry, skuespiller og performancekunstner, Lotte Konow Lund, billedkunstner og Rune Gade, kunsthistoriker ved Københavns universitet til å snakke om sin kommende bok Kønnet i kroppen i kunsten. Boka handler primært om de fire kunstnere Tracey Emin, Peter Land, Elke Krystufek og Tanja Ostojic og deres tematisering av kropp og seksualitet.

Seminaransvarlige Wencke Mühleisen og Christel Sverres intro:

Seksualitet er mer enn sex. Kjønn er mer enn femininitet og maskulinitet. Kjønnet og seksualiteten i vår kultur kobles konsekvent sammen med reproduksjon. Dette ser vi særlig i politikken. På vers av politiske skiller fremmes den idealiserte heteroseksuelle kjernefamilien juridisk, økonomisk og kulturelt. Slik etableres normative kjønnsuttrykk og seksualitets-praksiser som igjen underbygger dette. Hva med det som ligger utenfor institusjonalisert kjønn og seksualitet? Eksisterer det? Hvilke uttrykk får dette ”Andre” i kunst og forskning? Blir det utdefinert som marginalt, uvesentlig, obskønt, pornografisk, eller vulgært? Både kunst og forskning som undersøker betingelsene for rådende kjønns- og seksualitetsdiskurser kartlegger kulturelle og politiske grenselinjer - det som star i et spenningsforhold til samfunnets politiske og moralske fellesverdier og befinner seg dermed muligens selv i det marginale.

Kunstneren Tanja Ostojics hjemmeside er at finde her.
Darwinisme på dansegulvet

Michel Houellebecq
Utvidelse av kampsonen
Oversatt fra fransk af Thomas Lundbo
142 sider
Cappelen, 2004

Franske Michel Houellebecq har for lengst fått stempelet ”skandaleforfatter” – kanskje med rette. Både de to romanene som allerede finnes oversatt, De grunnleggende bestanddeler (1998, på norsk i 2000) og Plattform (2001, på norsk i 2002), og høstens oversatte Utvidelse av kampsonen (1994) er fulle av tilsynelatende diskriminerende uttalelser om tro og kjønn. Houllebecq ble da også stilt for retten – men frikjent – etter å ha kalt Islam for ”den mest idiotiske av alle religioner”. Og ganske riktig, allerede på første side i Utvidelse av kampsonen finner vi setninger som denne, fra en festbeskrivelse: ”På et visst tidspunkt var det en fitte som begynte å kle av seg.” Den hatefulle tonen er slått an.

Alt er dårlig. Det som allikevel gjør Houllebecqs romaner lesverdige, er måten kulturkritikken kommer i fokus på. Forfatteren gestalter personer som har et hatefullt blikk på omgivelsene, men indirekte henges også hovedpersonen selv ut: kritikkens objekt blir like mye den som kommer med kritikken. Slik beveger raseriet i disse romanene seg forbi det som spesifikt adresseres, og retter seg med desto større kraft mot strukturene som muliggjør utsagnene. Kritikken blir altomfattende. Houllebecq skriver seg tydelig inn i tradisjonen for misantropisk litteratur, hvor vi blant de store sure forfedrene finner navn som Thomas Bernhard og Louis Ferdinand Céline.

Raseriet mot kvinner i Utvidelse av kampsonen skyldes den patetiske tilstanden seksualiteten, ifølge fortelleren, har havnet i. 60-tallets frigjøringstanke har frem til 90-tallet implodert i et pornografisk-kapitalistisk spectacle hvor all ømhet vises med det formålet å sende et tegn om sosial status til omgivelsene: Et tegn som deler verden skarpt inn i de som har og de som ikke har. En darwinisme som trer i kraft når utopiene er bristet og mennesket står nakent frem, nakne som dyr: Survival of the fittest på dansegulvet.

Brigitte Bardot. Men det er ikke bare menn som ikke får seg. Romanen gir oss blant annet et ondt portrett av Catherine Lechardoy, som deler arbeidsplass med hovedpersonen; med sitt patetisk trengende og ulykkelige kroppsspråk er hun like mye som ham et offer for tingenes tilstand. Vi møter dessuten i tilbakeblikk Brigitte Bardot – som ikke er filmstjernen, tvert imot. For Bardot er her ei overvektig jente som ikke engang verdiges mobbernes aktive innsats: hun er simpelthen komplett usynlig, slik hun i stillhet lider seg gjennom skolegangen og tenårene.

Den ynkeligste av alle er imidlertid kollegaen Raphaël Tisserand, en slags fransk utgave av Rino Hanssen, hovedpersonen i Lars Ramslies roman Fatso. Men mens Rino ofte blir hengende fast i sin egen biologiske determinisme, som det underlegne, understimulerte, overvektige krek han ser seg selv som, tegner Houllebecq bildet opp et stykke fra en innskrenkende menn-mot-kvinner-tenkning. Hvis kvinnen skulle være priviligert på ”kjøttmarkedet”, så er det vel å merke med en viss bitterhet. For det er hun som er iscenesatt som den spektakulære varen: en iscenesettelse som ikke alene er problematisk for de som ikke har kapital å investere, men også for henne hvis kropp tvinges inn i dette spillet.

Livet på kontoret. Utvidelse av kampsonen er lenge en nokså flat og enkel handlingsorientert tekst om hvordan det er å arbeide i landbruksdepartementet, i en avdeling som formidler kunnskap om landbruksteknologi. Fortelleren er mellomleder, med ansvar for IT-opplæring av de andre ansatte. Arbeidslivet beskrives som en slags helveteseksistens i grellt belyste kontorlandskap hvor alle går rundt og forsøker å skjule at formålet med arbeidet forlengst er gått tapt i mangel på retning og entusiasme. Jeg-personen synes på et vis å ha akseptert tingenes tilstand og går gjennom arbeidsdagene lett irritabel, men ellers resignert. Toppmålet av opphisselse opplever han når han erotiserer en kollegas rørende prestasjonsiver – toppmålet av medfølelse når han kikker rett gjennom en annen kollega, Catherine Lechardoy, og synes synd på hennes ynkelige undertrykkelse av menneskelige behov. Som ligner på hans egne. Kontakt? Tjah, nei.

David Attenborough. Sammen med den gjennomført eksentriske og påfallende fete Tisserand blir fortelleren sendt ut på den franske landsbygda for å holde kurs. De reiser til Rouen, en mellomstor provinsby, hvor lokalbefolkningens adferdsmønstre iakttas som av en annen David Attenborough: ”Noen av de yngste har skinnjakker med motiver hentet fra den råeste hardrocken; der finner man setninger som ”Kill them all!” eller ”Fuck and destroy!” Men alle deler oppfatningen av det er en hyggelig ettermiddag, som i hovedsak er viet til konsum, og derigjemmon til å styrke identiteten.”

Jeg-personen erkjenner for seg selv at hans eneste livsprosjekt er å røyke sigaretter – dette et øyeblikk før han havner på intensivavdelingen med hjerteinfarkt. Men han klarer seg, og møter Tisserand igjen i neste by på ruten, La Roche-sur-Yon. Her oppsøker de to et diskotek hvor den desperate Tisserand lider grufulle nederlag på dansegulvet. I den tiltagende elendigheten setter fortelleren den ydmykede mannen opp mot de svikefulle og avvisende kvinnene, utstyrt med en biffkniv. Resten av boka vies nervesammenbrud og mental opløsning.

Flat og tonløs. Utvidelse av kampsonen er, på tross av dysterheten som gjennomtrenger boka, ofte infamt morsom. Særlig er dyrefablene som vi får lese underveis perler som ville fått en La Fontaine til å rotere i graven. Metaforbruken hentes fra dyreverdenen: når Tisserand har kledt seg pent til å gå på diskotek, ligner han med sin sorte og gule dress en ”gjødselsbille”, og når Brigitte Bardot en dag bærer en sløyfe i håret, ligner hun et ”kalvehode med persilledusk”.

Houellebecq skriver med et filosofisk raseri, og vi aner at han gir veldig lite for skriften, for écriture. Når det overhodet forekommer eksplisitte referanser til litteratur, er det til kioskveltere som Patricia Highsmiths’ Tom Ripley-bøker. Hovedpersonen formulerer selv holdningen sin til romangenren på denne måten: ”Også romanen påvirkes av denne tiltagende oppløsningen av menneskelige relasjoner. Nye problemstillinger dukker opp. Hvordan kan man nå fortelle om heftige lidenskaper som strekker seg over flere generasjoner? Vi kan i hvert fall si så mye som at vi er langt unna Stormfulle høyder. Romanformen er ikke skapt for å beskrive likegyldigheten, ikke tomheten heller. Vi må i stedet finne opp en uttrykksform som er mer flat, mer kortfattet, mer tonløs.”

Anmeldelsen stod på tryk i Morgenbladet 29. oktober 2004 og er oversat til norsk af Audun Lindholm.

Friday, October 22, 2004

Le Tigre er tilbage!

Egentlig burde feministtrioen Le Tigre vært samfunnsfagspensum på skolen. Istedenfor å høre lærerne lire av seg virkningsløse påstander som om du absolutt vil kan du selvfølgelig bli brannmann, vennen min, trenger de oppvoksende slekter noen som kan filleriste kjønnsrollemønstrene med litt ekte diskopunk. Musikalsk sjokkterapi, så å si.

Med riot grrrl-dronningen og tidligere Bikini Kill-frontkvinne Kathleen Hannah i spissen skal det heller ikke så mye til før Le Tigre setter de rådende samfunnsforholdene ut av spill. Sammen med JD Samson og Johanna Fateman har hun føttene godt plantet i den intellektuelle venstresiden, og bandet pøser på med punk, pop og politikk.

[...]

På tittellåta This Island synger jentene blant annet «Rent's High/And the War Is On/Even Your Friends look worried». Ja, til og med The Pointers Sisters åttitallshit «I'm So Excited» får en helt ny mening med jentenes synthlekne postpunk-versjon av låta. Du slipper ikke unna, vettu.

Mere her.

Hvem er forresten den lille alf der banker Thurston op i Bull in the heather-videoen? Yes! Kathleen!

Saturday, October 16, 2004

Højholt ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen
ind i landskabet Højholt han bukker og takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker Højholt og takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker og Højholt takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker og takker Højholt og går ud igen
ind i landskabet han bukker og takker og Højholt går ud igen

Per Højholt 1928-2004

Friday, October 15, 2004

Magnus Marsdal i Morgenbladet, om stygge postmodernister a la Erlend Loe, MM interviewet i anledning af Marsdal & Wolds "Tredje venstre, for en radikal individualisme":

Vår kritikk er at mange av de analysene gikk for kort. De nøyde seg med å vise at også arbeiderklassen er en fortelling og ikke en substans. De nøyde seg med å dekonstruere intellektuelle byggverk som kunne hatt en politisk funksjon som forsvar mot nyliberalismen. Men de dekonstruerte aldri US Dollars, eller markedet eller nyliberalismens Rock Bottom: som er at mennesket er en konsument. Dermed ble det en apologi for det bestående. Du ser det i ekstrem variant hos en medieforsker som Wenche Mulheisen. Hun begår den utpregede postmodernistiske misforståelsen at opplevelsen av nytelse hos mottageren av et tv-program i seg selv har moralsk valør som godt. Mens ethvert voksent menneske forstår at jakten på nytelse både kan utnyttes i frigjørende praksiser og til sosial kontroll. Den lekende dyrkelsen av nytelse blir brukt som i VGs evige forsvar: Folk vil jo ha det. Dermed blir postmodernismen et glidemiddel for nyliberalismen. Man dekonstruerte venstresiden og sa seg fornøyd med det.

Susanne: Ja-ja, det er meget godt. Men isoleret set har jeg faktisk svært ved at se hvad der er så pokkers galt med glidemiddel. Og Mulheisen? Hæ?

Audun: En heis for muldyr, vel. Alle gode skyskrapere i latinamerika har en sånn. Og alle gode sosialister elsker latinamerika.

Sunday, October 10, 2004

Le philosophe Jacques Derrida est mort

LEMONDE.FR | 09.10.04 | 17h04 • MIS A JOUR LE 09.10.04 | 18h06

Le philosophe français le plus commenté et le plus traduit au monde ces dernières années, notamment aux Etats-Unis, Jacques Derrida, mort dans la nuit de vendredi à samedi à l'âge de 74 ans, était célèbre pour son concept de "déconstruction".

Thursday, September 23, 2004

Eirik Vassenden afslører sandheden om litteraturen i Morgenbladet:

Å, de halvt eller helt havarerte samlivene! Å stakkars språkløse menn! Og kvinner! Hadde ektefellene som lever i sine parallelle ulykker bare visst at den andre hadde det på akkurat samme måte! Hadde hun bare visst hvilket følelsesmessig overskudd han bar på, uten å kunne få det ut! Litteraturen er av gode grunner full av slike relasjoner, full av slike utsidepersoner – men særlig overrepresentert er den misforståtte mannen, han som blir misforstått fordi han ikke sier og viser hva som rører seg inni ham. Det ser av og til ut til å være derfor vi i det hele tatt har litteraturen, og da særlig romanen, for at den misforståtte mannen skal få breie seg med sin misforståtthet og sine innestengte følelser.

Citatet er fra en anmeldelse af Gulliksen & Sivertsens roman In Vivo.

Wednesday, September 08, 2004

I Don DeLillo-kalkunen Cosmopolis (2003) møder den unge multi-billionær Eric Packer på side 199 sin morder Benno Levin og man finder følgende tekstbid, noget som må være litteraturens svar på en punkteret sufflé:

He wanted to say something. The wind blew through again, stronger now, stirring the dust of these toppled walls. There was something intriguing in the sound, wind indoors, the edge of something, the feel of something unprotected, an inside-outness, papers blowing through the halls, the door banging neatly shut, then swinging out again.
He said, "My prostate is asymmetrical."
His voice was barely audible. There was a pause that lasted half a minute. He felt the subject regard him carefully, the other. There was a sense of warmth, of human involvement.
"So is mine," Benno whispered.

Monday, September 06, 2004

Inger Bråtveit filleristet!
Inger siger følgende om karakteren Sasha Jensen i Jean Rhys' roman "Good Morning, Midnight":

"Hun er ingen, verken prositurert eller flanør. Hun er nede. Hun er utestengt på enn annen måte enn den Woolf skildrer i ”A Room of One`s Own”, dette er ikke bare intellektuelt. Dette handler ikke om å bli utestengt fra biblioteket, men fra selve byen. Når en kvinne vandrer omkring i byen er hun utsatt, om hun ikke skulle være så heldig å tilhøre en høyere klasse eller være i følge med enn mann. Når Sasha Jensen går alene på bar, eller på gaten for den saks skyld, blir hun enten sett på som prostituert, eller et offer som trenger beskyttelse. Eneste redningen er å komme seg inn i en etablert form. En form som Sasha Jensen paradoksalt nettopp har brutt med. Good Morning, Midnight er noe av det svarteste jeg har lest. Boken er en danningsreise mot døden, og slutten er hjerteskjærende: ” I lie very still, with my arm over my eyes. As still as if I were dead...I don`t need to look. I know.” Om hun blir voldtatt, om hun dør, det er det samme, hun tar i mot som en frelse, som et sceneskift. Spill ”Gloomy Sunday” av Billie Holliday, les slutten en gang til, og du blir filleristet."

Læs hele interviewet her.
Ex-pop star steals Teletubby

Sidder netop her med øretelefoner på og funderer over hvad præcis "the crash of the anvil and the night club school" betyder. Så jeg søgte på "Steve Strange" (tænkte han havde svaret for det var ham der sang netop dette tilbage i 1982) og fandt denne sørgerlige og oprørende avisnotits fra april 2000:

Eighties pop star Steve Strange has been given a suspended jail sentence after being caught shoplifting. Strange - lead singer of pop band Visage - was arrested after stealing a £10.99 Teletubbies doll in Bridgend, south Wales. Police then discovered Strange, 40, had been on a shoplifting spree stealing cosmetics and clothes from High Street stores. Magistrates at Bridgend heard that Strange - who had a top ten hit with Fade to Grey in the Eighties - turned to crime after his fortunes took a downturn.

Steve Strange taler ud her.

Saturday, September 04, 2004

I Charles Baudelaires essay De l’essence du lire (1855) der i sin norske oversættelse hedder Om latterens vesen står der blandt andet:

"Og straks er svimmelheten der, svimmelheten kretser i luften; den innåndes av alle; det er svimmelhet som fyller lungene og fornyer blodet i hjertekammeret.

Hva er denne svimmelheten for noe? Den er den absolutte komikk; den har grepet dem alle. Leander, Pierrot, Kassandra gjør merkverdige bevegelser som tydelig viser at de føler seg med makt brakt inn i en ny tilværelse. Det ser ikke ut som om de ergrer seg over det. De øver seg i katastrofale hendelser og i den stormfulle skjebne som venter dem, lik en som spytter i nevene og gnir dem mot hverandre før han gjør en strålende bedrift. De svinger armene som møllehjul, de ligner på vindmøller i storm. Det er antakelig for å myke opp leddene: de vil få nytte av det. Alt dette foregår under voldsomme latterutbrudd og stor glede; så hopper de alle oppå hverandre, og etter at deres smidighet og dyktighet slik er blitt behørig konstatert, følger nå et blendende fyrverkeri av spark, neveslag og ørefiker, som larmer og blinker som et helt artilleri; men alt dette er gjennomstrømmet av godmodighet. Alle gestene, skrikene og minespillene gir uttrykk for det samme: feen ville det, skjebnen driver oss, jeg gremmer meg ikke over det; kom igjen! gå på! storm frem! Og de stormer frem gjennom den fantastiske forestillingen, som egentlig først begynner her, det vil si ved grensen til det eventyrlige."
I Lars Frosts forrygende knaldroman Smukke biler efter krigen (danske Gyldendal 2004) følger vi i et utroligt tempo Lasse og nogle venners kiksede rejse rundt på Island. På side 220 (romanen er på 326 sider) slår forfatteren pludseligt over i et essayistisk modus og begynder dér at diskutere bl.a. kritiker og poet Niels Lyngsøes syn på poesi og realismebegrebet i al almindelighed. Lidt før det har Lasse et intimt møde på en sovesal med den polsk-amerikanske pige Apolka som for øvrigt er under uddannelse til sygeplejerske. Mens hun forfører ham (ganske imponerende!) hører Lasse hende sige blandt andet følgende, noget der ligner fragmenter af et essay i mundtlig form:

”Sansecellerne er altid i gang, siger hun. Verden skubber til os, siger hun. Vi kan ignorere indtryk, men sanserne er nødt til altid at være vågne, uanset hvor kraftigt verden giver sig til kende, og uanset om vi har lyst til at føle, at verden er derude, uden for vores krop, eller ikke. Vi er ikke bevidste om alt, men sanserne sanser det hele, så meget de kan. Heldigvis kan vi vælge fra, ellers blev vi vanvittige – hvis vi ikke kunne sortere i den viden, vores krop samler sammen, om den verden, der omgiver os, ville vi blive vanvittige.”

Og lidt senere:

”Luk øjnene, siger Apolka, og Lasse lukker øjnene.
Kan du se mørket bag øjenlåget?
Ja, siger han.
Kan du se lysglimt og små ting og sager flyde omkring?
Ja, siger han.
Du ser øjet leve. Du ser øjets erindring om, hvad der er udenfor. Rester af de indtryk, midnatssolen gjorde på øjet, inden du lukkede øjet, spøger i nerverne. Du smager hele tiden din egen mund, dine tænder. Men dine tænder keder dig, og du vender din opmærksomhed mod andre ting, andre læber.”
Kathy Acker afslutter sit essay om kunstkritik ”Critical languages” som er at finde i samlingen ”Bodies of work” med at opstille 10 punkter, afsnittet hedder ”The languages of the body”:

1) The languages of flux. Of uncertainty in which the ’I’ (eye) constantly changes. For the self is ”as indefinite series of identities and transformations.”
2) The languages of wonder, not of judgement. The eye (I) is continously seeing new phenomena, for, like sailors, we travel through the world, through our selves, through worlds.
3) Languages which contradict themselves.
4) The languages of this maternal body: laughter, silence, screaming.
5) Scatology. That laughter.
6) The languages of play: poetry. Pier Paolo Pasolini decided to write in the Friulian dialect as ”a mystic act of love … the central idea … was … (that) of language of poetry as an absolute language.”
7) Language that announces itself as insufficient.
8) Above all: the languages of intensity. Since the body’s, our, end isn’t trancendence but excrement, the life of the body exists as pure intensity. The sexual and emotive languages.
9) The only religions are scatology and intensity.
10) Language that forgets itself. For if we knew that chance governs us and this world, that would be absolute knowledge.

Then forget all of this. In the modes of silence: secrets, autism, forgettings, disavowals, even death. Let these be the languages of art criticism: to scream, to forget, to do anything except reduce radical difference, through representation, to identity, singularity, calculable and controlable. Let one art criticism’s languages be silence so that we can hear the sounds of the body: the winds and voices from far-off shores, the sounds of the unknown.

May we write, not in order to judge, but for and in (I quote George Bataille), ”the community of those who do not have a community.”

Lidt at tænke over for både mig og Erik Bjerck Hagen dér.

Thursday, September 02, 2004

Man har igen spontandebateret på jung.no's diskussionsside. Denne gang gælder det Ingunn Øklands kommentar i Aftenposten til H Press' poetik-serie Imperativ "Forlag søker etablerte forfattere" - tilslutter mig hermed Annie Krogs bamseklem og god bedring-løsning!

Wednesday, September 01, 2004

Forunderlige Afsnit P!

På den danske netside for visuel poesi Afsnit P findes netop nu poet m.m. Morten Søndergaards undersøgelse af skandinaviske vejskilte, disse af typen som indikerer fodgængerovergang. Her er en bid taget fra undersøgelsens konklusion:

"Og til slut artikelforfatterens favorit: I Norge mødes vi af en person iført hat og jakke og med et væld af naturalistiske detaljer såsom fingre og sko. Den gående bevægelse er nøje gengivet med en let bøjning af begge knæ. Skridtlængden er begrænset, holdningen foroverbøjet. Stilmæssigt er vi i begyndelsen af forrige århundrede, og denne mandsling - en blanding af rutineret dandy og suspekt hitmand - har travlt. Er der ikke noget fordækt over hans gang? Han har ikke helt rent mel i posen, for han ligner en jaget mand. Hvad er det, han skal, hvor har han været? Snakker han overhovedet norsk? Der er noget konspiratorisk over ham... Men jeg tror nu, når alt kommer til alt, at han bare er en træt miniaturepianist, der traver hjem over klaveret efter en hård nat på tangenterne."

Desuden er det værd at kaste et blik (gerne mere) på Christian Yde Frostholms spændende bog/værk Afrevne ord på samme side!

Monday, August 02, 2004

Det vakre hullet i surrealismefortellingen

Unica Zürn
Mörk vår & Jasminmannen
Oversatt til svensk av Helena Eriksson
Vertigo förlag 2004

Et knivskarpt foto av en schäferhund montert opp-ned over et foto av en disig, solfylt gate. Bokens omslag er kreert av Annika von Hausswolff – på baksiden sitter bokens svenske oversetter, poeten Helena Eriksson, i bortvendt havfruestilling, utkledt som indianer. Hva er leserens umiddelbare assosiasjoner? Barndom – og surrealisme. Hvilket ikke er helt borte vekk.

Unica Zürn hørte på femtitallet til den løst organiserte kretsen av kunstnere som etter andre verdenskrig fortsatte det surrealistiske prosjektet. For surrealistene var målet å montere virkelighetens stumper og stykker sammen på nye måter, for gjennom mangfoldige uttrykk å skape et bevissthetens utopia. Kunsthistorien har imidlertid skrevet de fleste kvinnelige kunstnerne ut av fortellingen om surrealismen – en omskrivning som også den fine animasjonsfilmen Ung, vakker og begavet (2000) av Anne Kjersti Bjørn på humoristisk vis fikk frem.

Begge Zürns barndoms- og oppvekstskildringer kretser rundt surrealistenes amour fou, det ville begjæret som har kraft til å endevende en triviell virkelighetsorganisering, et begjær med et radikalt revolusjonerende potensiale. Som en annen av de kvinnelige surrealistene, forfatteren og billedkunstneren Leonora Carrington, har Unica Zürn i fortellingen Jasminmannen – først publisert i fransk oversettelse i 1971 – skrevet inngående om vanviddet, om å bli innestengt på sinnsykehus.

Carringtons fortelling Down Below tar utgangspunkt i egne opplevelser fra et mentalsykehusopphold i Spania. Hun ender her etter at hun som purung er reist fra England sammen med elskeren, kunstneren Max Ernst: da Ernst blir arrestert av tyskerne bryter Carrington sammen. Zürns historie synes på mange måter å være en senere parallell til Carringtons; Zürn flytter i 1953 fra Berlin til Paris sammen med kunstneren Hans Bellmer og må de neste sytten årene på lignende vis gjennom en rekke hospitaliseringer. Opplevelser som hun bruker som erfaringsbase for noen av litteraturens sterkeste beskrivelser av sinnsyke, sett innenfra so to speak. Noe kan tyde på at det muntre kunstneriske fellesskapet ikke helt slo til under innleggelsene:

För att fördriva tiden börja hon at sjunga, dansa, vissla. Då sticker polisen in huvudet och ropar: ’Vad är ni för en människa – on ni över huvud taget är en människa?’ Det är en ny erfarenhet för henne att skrämma människor och hon tycker om det. Men nu hör hon något nedifrån gatan som hon inte kan se: med galanden, jamanden, grymtningar, hundskall och det trevliga imiterade snattret av änder, verkar en munter samling dadaister vara i antågande för att befria henne. Alla gamla dadaister hon känner från Paris kommer att vara där, och detta sällskap skall i triumftåg föra henne till den fest som hon så länge väntat på. Den som dock i verkligheten kommer är polisen, som för henne till kvinnofängelset.

Men før den historisk-biografiske lesningen tar overhånd, er det verdt også å nevne noen andre tema i Zürns tekster. I begge forekommer en lysende figur, en mannsperson som blir et mysterium og en slags motiverende skikkelse for piken. I Mörk vår så vel som i Jasminmannen nevnes allerede på første side en traumatiserende barndomsopplevelse, opplevelsen av å bli most mot sin mors enorme og ekle kropp. Dette synes både å peke barnet vekk fra den sanselige verden samtidig som hun – latt alene av foreldrene – ut av sin sorgfølelse utvikler seksuelle besettelser. Og piken i Mörk vår (utgivet 1969) lar det ikke bli med drømmen. Hun reiser til byen og oppsøker den mystiske mannspersonen. Men "[m]an besöker inte en främling på hans rum när man är tolv år."

I Jasminmannen, som har undertittelen Inntrykk fra en sinnsykdom, søker den kvinnelige hovedpersonen tilflukt fra verden i skapelsen av anagramdikt, dikt laget ved å flytte om på bokstavene i allerede eksisterende tekster. Hun følger diktenes mystiske tegn som var de hemmelige koder og blir så besatt av denne forestillingen at hun blir innlagt. Både Zürn og partneren Hans Bellmer, skal det nevnes, var opptatt av anagrammer. Et utvalg av Zürns dikt er oversatt både som del av Jasminmannen og som et appendiks i boken.

Zürns språk er knapt og enkelt. Voldsomme følelser og hendelser beskrives nøkternt og presist. Underveis i lesningen kommer jeg til å oversette fortellerstemmen til en fortrolig, inntrengede hvisking. Det er noe innestengt og trist – noe som truer med å bli eksplosivt – ved de tørre setningene. Zürns talent står ikke tilbake for forfattere som Marguerite Duras og Henri Michaux, som hennes stil kan sammenliknes med.

Zürn trodde til sist litt rikelig fast på magien i anagramdiktene og tallmystikken. Hvis hun blir gal, er det på grunn av tallet 9. Og med 10 er alt forbi, mente hun. Den 18. oktober 1970 hentes Zürn fra sykehuset Chateau de Chailles og blir kjørt til Bellmers leilighet. 1 + 8 + 1 + 0 + 1 + 9 + 7 + 0 = 27 = 2 + 7 = 9. Og som Helena Eriksson formulerer det: "Efter ett lugnt, nattligt samtal, där de beslutar sig för att de inte kan fortsätte sitt liv tillsammans, hoppar hon morgonen efter från terrassen på sjätte våningen." 1 + 9 + 1 + 0 + 1 + 9 + 7 + 0 = 28 = 2 + 8 = 10.

Zürn-omtalen er sidste del af en række omtaler af udgivelser på det svenske forlag Vertigo. Teksten er publiceret under en anden overskrift i Klassekampen 30. juli 2004 og venligst oversat til norsk af A. Lindholm.
Merkelig kjærlighet

I Gabrielle Wittkops roman fra 1972 møter vi den nekrofiles besynderlige, men også ganske renhjertede begjær.

Gabrielle Wittkop
Nekrofilen
Oversatt til svensk av Lisa Anderson og C-M Edenborg
Vertigo förlag 2004

Hud har en distinkt struktur. Det er lett å fascineres av de mønstre som tegner seg, for eksempel på hånden. Omslaget på det svenske forlaget Vertigos oversettelse av Gabrielle Wittkops Le Nécrophile gjengir nettopp denne forgrenede strukturen, et stykke lyserød hud; noe underlig sart og levende ligger foran meg på bordet. Bokstavene sniker seg over overflaten i en spinkel, lyst rød type. De første sidene i boken har samme farge. Det er fargen til friskt blod, ikke mørkt og størknet, men pulserende, levende. På tross av det er boken kald, den er død: omslaget er laget av hard papp. Og jeg trekker plutselig hånden til meg.

Den tysk-franske forfatteren Gabrielle Wittkop døde som 81-åring i 2001. Debutromanen har først nå, 30 år etter utgivelsen, fått den oppmerksomheten som denne elegante boken vitterlig fortjener. I romanen finner vi dagboksopptegnelser, fragmenter skrevet av en navnløs mann – skjønt, er det en mann? Kjønnet til den skrivende er på det nærmeste utvisket. Plassen hvor vi treffer den fiktive hovedpersonen er dermed ganske åpen, skremmende åpen. For dette er tross alt en roman om et ganske spesifikt begjær: begjæret etter døde kropper, en impuls de fleste nok umiddelbart har vanskelig for å dele – og som dermed blir betegnet som perverst.

Romanens nekrofile hovedperson er antikvitetshandler, et praktisk valg også i forhold til den nekrofiles mer lyssky foretagender, hvor kompetanse innen balsamering er en fordel. Det nekrofile begjærets utspring synes å være en scene fra barndommen hvor vår hovedperson må si farvel til den døde, balsamerte moren som ligger utstilt. Mitt stakkars barn, kyss din mor for siste gang, sier mormoren.

Og dermed: "Jag hävde mig upp mot denna underbara kvinna som låg utsträckt i sänglinnets vithet. Jag placerade mina läppar på hennes ansikte av vax, jag omfamnade hennes axlar med mina små armar, jag inandades hennes berusande doft. Det var samma doft som hos den spinnarfjäril som biologiläraren delat ut i skolan och som jag förvarade i en papplåda." Mormoren tolker barnets sukk som uttrykk for sorg – skjønt det er en ganske annerledes affekt som ryster barnet.

Vi følger gjennom boken den nekrofiles forskjellige kjærlighetsaffærer, hvordan opplysninger om de døde skaffes tilveie på begravelser, hvordan de døde graves opp og føres bort, hvordan den tiltagende oppløsningen av de døde kroppene etterhvert tvinger de elskende fra hverandre. Den nekrofile leser følelser inn i kroppene: de minste sukk og den sparsomme gestikken som en død kropp nå kan ha (kjevene som plutselig åpner seg, væsker og luft som frigis), forstås som uttrykk som kan responderes på.

Hver affære har individuelle trekk – og én av dem blir særlig intens: det vakre liket ved navn Suzanne setter den nekrofile i en tilstand av dødelig (sic) forelskelse. Suzanne responderer på lidenskapen: "Då undslapp sig Suzanne en svag vissling som kan beskrivas som beundrande eller lätt ironisk, en utandning som inte tycktes vilja sluta, en mjuk förlängd klagan: Sssss … S som i Sèvres … Suzanne min vakra Lilja, min själs och mitt kötts glädje, marmorerades av lilaaktiga fläckar." Ja, de elskende må skilles snart: "Suzanne grön, Suzanne blå, redan bebodd, tror jag." Når Suzannes lik til slutt er nødt til å kastes i Seinen, opplever den nekrofile det som å slite sitt eget hjerte ut, som å slite av sitt eget kjønn i prosessen.

Når den nekrofile møter vakre menn og kvinner blir de forestilt som døde og dermed tilgjengelige begjærsobjekter. Men begjæret kan bli for sterkt – og dermed farlig for den nekrofile, som glemmer seg selv, glemmer å passe på. Et purungt svensk søskenpar blir funnet druknet, og det lykkes den nekrofile å stjele deres døde kropper med seg hjem. Der arrangeres de sammen, bror og søster, som et slags obskønt ikon.

Søskenene ligger engleaktig i hverandres armer – den nekrofile kan ikke løsrive seg fra dette bildet, og tenker at de unge menneskene druknet på grunn av et incestuøst begjær som ikke kunne realiseres i denne verden. Nå som han har forent kroppene deres, har han realisert dette begjæret for dem, i døden. Selv om forråtnelsen setter inn, klarer den nekrofile ikke å røre dem; men heller ikke å løsrive seg.

Wittkops roman er vakker og dyster lesning. Leseren lokkes av sin avskys grenser, lokkes til å se den perverse i alle sine menneskelige fasetter: skrekken, gruen, lysten – og, ja, forelskelsen, fortvilelsen, omsorgen. Når den man elsker har tingkarakter, blir forholdet preget av drøm, et fantasibilde. Tingen snakker ikke tilbake for å motbevise dette bildet. Og er ikke dette ganske gjenkjennelig? Kanskje er det nettopp dette vi gjør med alt, fra biler og kanarifugler til hverandre, døde som levende.

Teksten stod på tryk i Klassekampen 27/7-2004 som del af en mindre serie af omtaler af udgivelser på det svenske forlag Vertigo. Teksten er venligst oversat til norsk af A. Lindholm.

Wednesday, April 14, 2004

Ode til Glasgow

Play Glasgow ya cunts råber publikum op mod scenen, nej, vi er ikke de eneste Glasweigans tilstede og vi fucking hader Edingburgh, de rene gader, Edingburgh er stejl og frossen og en bombastisk kliche på alt skotsk med den uvirkelige orange borg tronende over os i mørket og senere hjemme i Ibrox, på Southside, på Elizabeth Street klods op af det gigantiske Rangers stadium hvis fans som en flodbølge af bleglemmede blåtklædte vilddyr strømmer nedad Paisley Road i timevis hver lørdag konsumerende slatne fedtede chips udaf avispapiret og prikkende Lager og flad doven Bitter, men det sidste af nødtvungen respekt for loven kun på steder som for eksempel den tomme grund under vores vinduer, men hjemme igen fra Edingburgh smiler jeg i søvne da det første undergrundstog rumler forbi dybt under mig og fortæller mig at klokken er seks og snart hamres og bankes der på byggepladsen og endnu en gang havde jeg hørt den sindssyge nattergal i frosten udenfor i nat, men nu er det morgen og der bankes, hamres, rumles og det smitter med blitzlys i mit hoved og jeg skruer op på max og nyder lyden af den ene højtaler der er gået i stykker og senere igen en anden aften eksploderende ører, lydtrykket i den lavtloftede betonkælder hvor bandet står på gulvet i et hjørne og giver lyd til de svimlende kraner udenfor, deres tragiske uvirksomhed, men stadig ligesom syngende på en hymne som billedet på kirkens videoprojektor på tro så stærk at jeg måtte rejse mig op, svejsegnister sammenklippedes med kandelabre, men stadig kranerne sorte udenfor over en stålgrå River Clyde under det orangeoplyste gotiske universitetstårn hvoromkring jeg ved den hurtigtflydende beigebrune River Kelvin strømmer, der hvor de lysegrå egern bor, jeg havde dens lille kolde pote på min hånd, rørte dens hale, tænkte hvis jeg holder fast får jeg tænderne, og det er lige inden stormen der farvede skyerne gule Boxing Day som ifølge BBC could lead to widespread damage and destruction hvilket den sandelig gjorde, Govan Road var et rod næste dag af smadrede skilte, skævtblæste porte og løjerligt placerede indkøbsvogne selvom jeg personligt kun måtte døje med et liv uden at have set Supervixen på Channel Four, modsat 18.000 hjem der gik i sort i en uge og pludselig en morgen overvældes jeg af knivskarp klarhed, de evindelige grå skyer er væk og højlandet ligger som en linie over byen, mit danske hoved vil tolke skyer, men linien, der næste morgen er hvid, er et løfte om rum rum plads vildt tomt og friskt i mine lunger og jeg snuser snekrystaller op i min næse i Bellahouston Park og senere, mindre behageligt, gas, den evige gas, jeg fumler med tændstikkerne, men for sent, jeg tænker Død og mister appetitten og stiller kokosmælk og curry paste tilbage i skabet, nøjes med lemon/ginger-theen og de jaffa cakes vi ikke kan holde os fra, blød kage, troværdig appelsingelé under et tykt lag mørkt chokolade, og i flere uger gjorde cranberryjuicen min tunge ru og mig selv svimmel af sukker, men jeg var blevet kold og ville trække tiden ud før det overfyldte venteværelse lige inden en minimalistisk jul, mig og min glasøjede tiger, screwdrivers, røgelse blandende sig med røgen fra mentolsmøgerne jeg kæderøg ovenpå timers traven rundt i Asda, det evigtåbne indkøbspalads, drukken målløshed over puddings, haggis, Barbie spaghettisovs, nu siddende pakket ind i mit tæppe i kanarpen og jeg griner igen, mindes den rå frydefulde aggression, manden stiv efter pubbernes lukketid i shorts i en vandpyt, stirrende på os, spyttende Aye fook da boot o ya til os som selve Glasgows ånd personificeret.


Im on a train. I cant complain

Informationer skratter i højtalerne. Min toilettaske er pakket ned langt væk i rygsækken i et bagagerum et sted i toget. Jeg kommer for sent til frokosten efter at have installeret mig i den lille kabine. Jeg får dog en sandwich på forspørgsel - med cirka 50 pergamentstynde skiver skinke og nul salat. Tjeneren er skræmmende, denne aggressive høflighed. Jeg tænker Du er hvad du spiser: i tilfældet amerikanere må det jo så gælde de er søde, farverige - og fulde af lort. Jeg raser over manglen på et rullegardin i min kabine. Indtil jeg finder den rigtige knap.

Til aften bestiller jeg lasagne og frugttallerken. Deler bord med en mor og hendes to drenge Preston og Cameron. Husker Cameron fra togstationen fordi hans T-shirt med fugleedderkopperne er så cool. Hun nøder dem til at spise ærterne op, siger bagefter goood jooob som om de var hunde. Hun krammer mig efter måltidet. Hendes mand er af dansk afstamning.

The Rockies glider forbi udenfor da jeg vågner. Solen er skarp. Jeg drømte jeg stegte frikadeller med en rockstjerne og havde røde tånegle. Morgenmad med en rolig halvt svævende kunstnerinde fra Seattle. Hun laver skultpurer af hænder med fingeraftryk og det hele. Jeg stirrer tavst ud af vinduet for hun er for intens. Og desuden er bjergene for smukke. Senere afløses de af flade brune stepper. Indianerponyer! Vi kører igennem Minnesota.

Mine sokker er blevet væk. Kornmarker vælter forbi vinduet. Finder heldigvis sokkerne to sekunder i skrigetid og går gennem togslangen til kiosken og køber en tandbørste. Køkkenet har lukket klokken 3 - jeg har haft min walkman på og har derfor ikke hørt beskeden. Jeg lyver og siger jeg mener højtalerne må være i stykker og får reaktion på min Im gonna sue your ass-undertone. Jeg spiser i den tomme vogn. Tjeneren giver mig bagefter en bog med en dedikation fra den rolige halvt svævende kunstnerinde fra Seattle. Den er skrevet af Hillary Clinton og dedikationen beder mig give bogen videre når jeg har læst den så vi kan sprede det glade budskab. Jeg læser de første sider og falder i søvn.

Aftensmåltidet. Jeg kender routinen nu. Vi er i Dakota, soyabønne-markerne er grønne udenfor. Store grå skyformationer dækker horisonten. Det er de første skyer jeg ser siden Alaska. Jerry er skolepsykolog. Han bor overfor mig i de små kabiner. To ældre mænd placerer sig ved vores bord, både dem og Jerry er af tysk afstamning. Den ene ældre mand er mere stille end mig. Den anden er fra Florida og småracistisk. Jerry driller ham. Jeg får en fiskeagtig fisk med en lille klat kartoffelmos og en chokoladesunday til dessert. Jerry har også kikket stjerner natten forinden, han siger han så et stjerneskud. Han lyder henført.

Minot, North Dakota. Toget stopper. Jeg springer af, tager billeder af den store to-etagers sølvskinnende togslange der lyser i mørket. Så har jeg lyst til at løbe, men står der bare og ser personalet bære skrældesække af toget. Jeg opdager der er håndklæder og sæbe i bruserummet og tager et brusebad. Himlen er sort. Der er ingen stjerner i nat. Jeg ruller gardinet ned og mit spejlbillede iført lyseblå Pavement T-shirt (stinkende) og de sort-og brunternede drengeskoleshorts forsvinder.

Minneapolis. Jeg spiser morgenmad med en fuld bugtaler i rød jakke, glimmerslips og en kæmpestor sort cowboyhat. Hans charmerende kone er om muligt fuldere end ham og bærer et badge der fortæller mig at Jesus har reddet hende. De taler meget sløret, mest jokes om politik. Ved bordet ved siden af sidder en mand hvis job det er at efterligne berømte filmstjerner med sin stemme. Hans kones paryk sidder en lille smule skævt. Jeg får røræg og toast. Tjeneren glemmer frugten.

Wisconsin. Der er træer udenfor nu. Det har regnet her. Byerne er større. Jeg indtager mit måltid sammen med David på 15 og hans lillebror Joe på 7. De er fra Dulouz. David siger konstant shut up til Joe som er en lille trold fra det ydre rum med en hyperaktiv fantasi: ”I watch too much TV” siger han noget beklagende og sender mig et strålende smil. Mig og David taler om mountainbikes. Han har bøjle på tænderne og skal starte i highschool efter sommerferien. Jeg får en salat af kyllingebryst, det hvide kød ligger ovenpå et slattent bjerg af grøn salat. Ranch-dressingen vibrerer som var den budding. Kun den lune æblekage med vanilleis har en lille sang gemt indeni. Det regner udenfor. Jeg er i Chicago om nogle timer.

To rejsebeskrivelser. Fra Glasgow 1998 & fra en togrejse fra Seattle til Chicago 1997.
Sommerbrev fra Testrup Højskole 2001

Grundtvig, din gamle nisse! Igen finder jeg mig til morgensamlinger skrålende med på Brorsons salmer i folkeoplysningens navn og nydende hvert sekund af det. Susanne drog denne sommer på en uges kursus på Testrup Højskole, kurset med titlen Tag & Skriv! – Fra Dada Til Wasteland med et fokus på modernismens tidlige gennembrud i Europa. De danske højskoler er i krise, de lukker på stribe i disse tider og flere overlever på at tilbyde kurser i windsurfing og anden ugudelighed. En af de højskoler som dog stadig er i fuldt grundtvigsk vigør er Testrup hvis lange kurser har en filosofigren med et temmelig hardcore Kierkegaard-fokus og en skrivegren med en hvis eksport af elever til Forfatterskolen. Nu kunne det også se ud til at Testrup måske er stedet hvor en ny rektor for føromtalte Forfatterskole findes når Niels Frank om ikke længe skal finde sig en afløser. Vi skal ikke sådan rende med sladder, men rektor-emnet var lærer på nærværende kursus og har initialerne H.O.J. Første morgensamling åbnede med en Brorsonsalme med bl.a. følgende vers:

Hvad skal jeg sige når jeg ser
At alle skove vrimle
De mange fuglesving der sker
Op under Herrens himle?

Hvad skal jeg sige når jeg går
Blandt blomsterne i enge
Når fuglesangen sammenslår
Som tusinde harpestrenge?

Svaret kom ret efter: aguuuga rum laBANGooo retkifemli ooohlabetifimiloloo! (eller noget sådant). En af lærerne på stedet Mads Eslund som stod for det dadaistiske laboratorium satte en optagelse af Raoul Hausmann på hvor han i den grad gakker ud i et lyddigt der til forveksling kunne minde om en Mifune midt i et ret så drastisk epileptisk anfald. Selvom det nok snarere end fuglesang er lyden af krigsmaskineriet der motiverede dadaisterne så så jeg alligevel en slags kobling.

Men jeg var der for at kikke nærmere på Hr. Lars Bukdahl, af egen omtale Kontroversiel Digterkritiker på Weekendavisen. På anmeldelsesværkstedet, placeret i et alt for lille lokale til kursuslederens maniske gestik og pacen frem-og-tilbage, lagde vi ud med at få stukket et par eksempler på Basilisks B16-serie i hånden, små 16-siders bøger med et ganske genreudfordrende indhold. Jeg har således anmeldt fra bl.a. Journal Ka kendte norske Ingvar Nistads Can I touch this? i mulig konkurrence med eventuelle fremtidige Morgenbladsomtaler.

Danske Mikkel Thykiers .katalog. var andet anmelderoffer, i forvejen rost til skyerne af Bukdahl hvilket jo opfordrede til at gå i andre retninger. Her er den noget indforståede postkort-version af min anmeldelse af Thykier:

Kære Audun
Mikkel Thykier, jeg ser hans lille alvorlige fjæs for mig, knappenålsøjne foran bogreolen: ”Shit, jeg er et vidunderbarn!” Dette er en collection af similer, små fragmenter der undersøger vejen fra virkelighedssansning til billede. Han rammer tit plet hvorved Poesi vitterligt opstår. Høj & lav stil blandes, Pelle Haleløs & Rimbaud. Jeg gider ikke de botaniske optegnelser til sidst, stribet dafne? Det kan du selv være! Vejet og fundet for let, nægter at støtte op om geniforklaringer.
Hilsen Susanne

Opgaven der fulgte lød Vend Dine Argumenter Om og er da også en nærliggende fristelse, bogen er faktisk ret fin til tider.

Og der dukkede Lars op med en stor konvolut. Netop ankomne bøger til snarlig anmeldelse for Weekendavisen. I denne bunke var en del fra amerikansk oversatte bøger der udkommer i forbindelse med Det Store Brag af en dansk-nordamerikansk lyrikfestival In The Making, men også adstadige hjemstavnsdigter Knud Sørensen som har været udgivelsesaktiv i mindst 30 år kommer med en ny samling på Gyldendal Dagligdagen som anmelderholdet med frydefuld ondskab slagtede, bl.a. i haiku-form:

Kronhjort frem af dis
Uden mindste strejf af kitsch
Avantgardefri brøl

Vi lavede et hav af sammenligninger á la hvis denne bog var et stykke tøj ville den være … en støttestrømpe, hvis denne bog var noget spiseligt ville den være … sondemad, hvis denne bog var en slægtning ville den være … Onkel Fontex, hvis denne bog var en lyd ville den lyde … rollatorknirkende. Og ja, Susanne har arbejdet for længe, alt alt for længe i hjemmeplejen.

Sidste dag fik vi chancen for at anmelde anmelderen, Lars Bukdahl havde på en time skrevet en sonetkrans ved navn De Kaldte Ham Sonet Frans, angiveligt skrevet i trods op imod Inger Christensens kanoniserede værk Sommerfugledalen og i drømmen om at få sin egen lille B16-bog. Vi var nådesløse, skønt det var svært at stå for de sprogligt kreative fjollerier.

Torsdag var dedikeret Finnegans Wake som må betegnes som det længste lyddigt skrevet nogensinde. Digter Peter Laugesen var på besøg og læste fra sin oversættelse af værket som han påstod allerede i sin oprindelige form var nær 50 % (hm) skrevet på dansk/norsk. Efter en 20 minutters intens hypnotiserende recitation var vi så ganske svimle at en publikummer sammenlignede teksten med et narkotisk stof. Laugesen replicerede at i så fald burde den måske være forbudt og kun sælges i små stykker på Christiania.

Om aftenen kom billedkunstner Michael Kvium som sammen med Christian Lemmerz og producent Dino Raymond Hansen har lavet en 8 timers (og 8 millioner kostende) filmatisering af Finnegans Wake, kaldet The Wake. Filmen har rejst verden rundt allerede, har bl.a. været i Stavanger på et tidspunkt og ved flere lejligheder har den været opsat som DJ-symfoni bl.a. i Dubrovnik og Minsk.

Vi blev opfordret til at gå og komme i løbet af natten (filmen blev vist til kl. 4 om morgenen) og bruge den som tapet til almen festen og hængen i baren. Kunstnerne kan ikke siges at have villet vige tilbage for at bruge hver eneste mulig avantgardistisk og om muligt provokerende krølle: en amerikansk pornostjerne var hyret til optagelser af kønsorganer i fri flugt i samarbejde med ”lokal københavner”, en irsk bar var blevet bygget i en lagerbygning i nordvestkvarteret hvor 100 statister kunne muntre sig med Guinness ad libitum og nærbilleder af mider i kogende olie eller under angreb af en særlig aggressiv myreart forekom (Kvium: ”Der har været mange dyr i denne film, de overlevede ikke alle sammen”). Gennem filmen som både var i high & lo-fi blev der i dén grad fokuseret på fede mænd der vakler fulde rundt og fortolkningen af værkets antydning af incest-temaer i den lydlige sammenligning med ordet ”insekt” –

[…]

Teksten – skrevet med let hånd på et vesterbrosk bibliotek – er publiceret på Gasspedals e-post-liste sommeren 2001
The Fishing Trip

There’s a fish hanging down from the ceiling. Its a beautiful fish, all shiny silver and with one drop of blood dripping from its nose. Yet another dimension is added to the show, the dimension of smells, the salty fishy smell hits the audience while slowly filing into the small dark closet-like room. Theres only room for a few people in there and we’re on the program only twice so it’s très exclusive and we like it like that. After some fighting with the other two we decide my piece is gonna be in the middle since its the longest text. I’m dressed in my dads waders, a shirt in a red pattern and across my eyes I have a long black stripe, I’m not sure why but it looks cool. I’m wearing a headlight and behind me there’s slides of me splashing through water at some Copenhagen seaside. The small room is covered in blue light and the slow rhytmical music of the Scottish band Boards of Canada creates the backdrop for my voice reading a long poem, The Fishing Trip.

As students of a small creative writing course in Copenhagen we had the brilliant idea that reading a text to an audience should somehow be multi-sensual. All we had was a week to prepare the show that was going to be part of a public show of the small school we attended, a school with different kinds of creative courses besides ours. We had no theory, no experience with performance or theatre so it was all made on instinct and I think it actually worked out well in the end within the limits we had.

Later that spring I find myself part of yet another strange show. I’ve been asked to come for an interview at the Danish Writer’s School Forfatterskolen, an hour of being grilled by 8 prominent Danish writers and intellectuals. I’m in a state of panic and chose to view the interviewers through my burned-out social workers eyes and reduce them to their ever so unavoidable bodily conditions, their bodies are like mine: shits, bleeds, have orgasms, gets sick, dies. So I’m free that way I think and starts off enthusiastically explaining about the beautiful fish hanging from the ceiling and on every question I say yeah! yeah! yeah! like I was some sort of beatnik on speed. I wasn’t accepted.

The first time I walked through the Nordnes park of Bergen I was surprised to find a gigantic totem pole there. I knew the style of it very well, the symbols of the eagle and the raven. This totem pole was from the Pacific North West, though my guess was a little bit further north: Alaska. I travelled to Alaska in 97 to be part of an international volunteers work camp there and fell in love with the rough & rainy mountain landscapes. Now in Bergen, a place with quite the same climat and scenery I find out by moving a little closer that the totem pole is a gift from Seattle, official friendship city of Bergen. But there’s other reasons for this sudden feeling of recognition and lines connecting, geographically as well as personal. The deja vu I experienced studying the art of the inuit indians of Alaska has historical references too. Looking at a map of the North Pole it’s obvious how closely connected Greenland is to Alaska, much closer than to Denmark in its culture and art, although Greenland is supposed to be part of Denmark.

Walking a little bit further through the park I started to feel tired, my Danish feet was not used to steep climbs like this from walking through the pan cake landscapes of Denmark where the highest point is called Sky Mountain, Himmelbjerget, though its not much else but a small hill. But I was lucky, I saw a bench and rushed to it to sit down for a while and relax my weary feet. On this bench I saw a small sign much to my surprise declaring that this was a gift from the official friendship town of Falkirk to Bergen City. Less of a pompous gift than that of a totem pole, but once again giving me the strong sense of connection. Scotland is yet another place I stayed in for a while some years back so once again my personal history is being connected in strange and surprising ways geographically - and historically as well: I remember visiting the (quite tacky) Viking Museum of Largs on the west coast of Scotland not far away from Glasgow where I stayed looking for work for a while. When the museum guide discovered I was Danish she pretended to be very scared, I was representing the evil imperialistic power of the vikings that drove them from Scandinavia to Scotland and Ireland to kill and concour the country. She of course only did this to make the kids laugh and I didn’t feel much like a scary viking at all.

But whats up in Bergen? Fishing is up! I’m fishing for a future, I’m here to write, Im here to study the art of writing, I’m here…and I…don’t know why at all. I didn’t understand the language back then, but I like fish cakes and brown cheese, besides that all I know is what and where I don’t want to be, my ideas of what’s up next are quite vague, but yeah. I want to write.

The Fishing Trip wins a short story contest much to my surprise and joy. It’s a university litterature magazine in Oslo "Filologen" that all of a sudden decides that this is in fact a short story and not a long poem like I always thought it was. The text is without full stops. What breaks up the text in stead of full stops is the sound-like word click, like the sound of a camera taking a picture or of the phone being disconnected. At the (dare I say) performance in Copenhagen we changed the slides with each click and in that way the sound of the slides changing actively was part of the reading. I was into that kind of thing, long expressive flows of text. Full stops was like death. I wanted movement above all.

Staying in Norway for another year I had the chance to read The Fishing Trip at a real theater. During my study in Bø in Telemarken the class went off to Porsgrunn on a two-week seminar on drama to work on texts with actors at the Grenland Friteater. Theres was not many students specifically interested in drama as such and we were only a small group that stayed there through the whole seminar. What a pity. This is way beyond genres and a specific interest in drama is not the point. We imagined drama as classical drama and some didn’t see the point which I think was the great chance to let go of the text and let it out in a room with more dimensions than that of the page. Of course this is a loss of control for the writer, the estetics that you’ve decided on is no longer in your hands and weird things happen. That’s a great and exciting and maybe even scary trip for a writer, into the open space. But its recommended. I learned a lot from working with the actors and it’s tools I can put in my suitcase and bring along with me on future travels.

Tekst publiceret i teatertidsskrifet The Open Page no 7/March 2002.