Monday, May 22, 2017

Okay, whatever. Jeg har anmeldt tre bøger. Det tog alt for lang tid. Det tog en uge at læse tre bøger og skrive om dem. Teksterne blir drysset ud nu i Bok- og Musikkmagasinet, jeg ved ikke hvornår. Den glade nyhed, i det mindste "hurra" fra Susanne til Susanne, er at jeg har færdiggjort research på Leonora Carrington, og kan begynde at skrive imorgen. Leonora fyldte 100 den 6. april, og der har været en flod af artikler om hende, primært i den engelsksproglige verden. Leo, I leo u. Hvor svært er det ikke at præstere til en deadline, arbejde alene i et rum, deale med adrenalin, ikke have et aktivt publikum, og bare droppe tanken om at du starter en samtale, for ingen samtale er startet de sidste 14 år, så hvorfor skulle samtalen starte nu. Den starter jo hele tiden, jeg må bare antage at folk læser og diskuterer, men energien vender aldrig tilbage til mig, som hvis jeg hylede på en scene. I don't mind, burn the I. I keep on, I don't need I. F--- power, love truth.

Thursday, May 18, 2017

Jeg så Sex Pistols i Trondheim i 1977. Hvad, tror du mig ikke? Hvis alle taler sandt var der flere tusinde mennesker på den koncert. For mig gælder imidlertid et andet jeg-var-der. Jeg var der, jeg var på Galaxie 500-koncerten i København 1. december 1990. Ikke alene er Galaxie 500 (1987 til 1991) kendt for sin oceaniske drømmepop, Naomi Yangs lyriske basgange, Damon Krukowskis sensuelle trommemagi og Dean Warehams bevidst skingre vokal, men også for et par godt valgte covernumre som for eksempel Yoko Onos "Listen, the Snow is Falling." Og hvad skete da vi kom ud på gaden efter koncerten som siden blev til live-pladen Copenhagen (1997)? Det sneede. En helt speciel slags sølvglitrende sne. Hvordan kan små flager af metal regne fra himlen? Well, tro mig, det skete. Jeg var der. Mere om Damon Krukowskis The New Analog snart. Mere Galaxie her + her + her.

Monday, May 15, 2017

Pablo Llambías har skrevet om virkelighedsfrakturen som i virkeligheden er en fiktionsfraktur før, men aldrig så ekstremt urovækkende som i Natteskær. Frakturen går tværs gennem drømmen om et "vi" på dybt patologisk vis. Natteskær minder måske mest om De elskendes bjerg, men indoptager mange tematikker fra forfatterskabet. Mine tidligere anmeldelser her + her. Spørgsmålet er om der er nogen tilbage i Danmark som fx gider at google "Jacques Lacan" og læse Llambías' forfatterskab i lyset af hans teorier. Mixtape til Natteskær masse Rhianna og denne klassiker. Cheers.

Wednesday, May 10, 2017

Massiv Billy Mackenzie & The Associates leak for et år siden. Franske Megahertz optog dem to gange i 1982, judging from Billy's hairdo on the same day. Her + her.

Tuesday, May 09, 2017

Vi har gjort nogle undersøgelser på en planet som tilsyneladende har haft mange tusinde års historie med aktivitet. Udfra vores fund antager vi at det følgende er sket: De sidste 1-200 år drømte de to-benede væsner intenst om abstrakte former, signaler fra kosmos som de kaldte "modernisme." Det var ikke alle som mente at "modernisme" var en god ting. "Nazister" forsøgte at stoppe "modernisme," og de lykkedes gradvist da de gik under jorden og fik skiftet evnen til at modtage kosmiske signaler ud med en kunstig sfære kaldet Reality. Reality tillagde man samme tiltrækkende kvaliteter som "modernisme": Reality blev kaldt ny og spændende og blev implementeret ved hjælp af små skærme som gav indtryk af at man var på en spændende rejse mod Det nye ("modernisme"). Implementeringen af Reality var vellykket, snart ændrede væsnernes drømme sig grundlæggende. Væsner blev nu født med hjerner uden "modernisme," og de ønskede "nazister" som deres ledere. Det som var tilbage af "modernisme" flød rundt i havene som små kulørte former (billede her), abstrakte som "modernisme," men nu i en giftig version. "Nazisternes" Reality og den giftige version af "modernisme" endte alt liv på planeten.

Sunday, May 07, 2017



Max og Leo, fuglen og hesten, i Cornwall summer of 37. Skriver nu, Leo.

Wednesday, May 03, 2017

Et lille mix i efterkant af Mark Fisher-samtalen igår findes her. Fisher skriver strålende om Japans "Ghosts" (1981) som også citeres i titlen på hans bog fra 2014. Sylvian synger: Just when I thought I could not be stopped/ When my chance came to be king/ The ghosts of my life blew wilder than the wind. Mark Stewart fra The Pop Group hvisker disse ord til slut på Trickys "Aftermath" (1995). Fisher har også skrevet om Burial, et ærketypisk eksempel på hauntology med sine melankolske popcitater og crackle, lyden af vinyl som spøger på det digitale spor (2007). John Foxx, den oprindelige sanger i Ultravox før Midge Ure, er en af Fishers personlige yndlinge, og hans soloplader er rige på en eerie stemning, specielt Metamatic (1980). Jeg tænkte på bands med ekstrem fremtidsoptimisme, det bedste eksempel må være Simple Minds: New Gold Dream (1982). På "Promised You A Miracle" synger Kerr: Everything is possible in the game of life/ A burning dream/ You can be queen. Det er altså muligt at blive royal uden at spøgelserne indhenter dig. Pladens mest melankolske spor er imidlertid "Big Sleep," en sang til en forsvunden eller død ven.

Saturday, April 29, 2017



Thanx, Venice. It has been wet. Onsdag aften med luftalarm på grund af acqua alta. Dramatisk for mig, men trivielt for de lokale. San Marco var mildt oversvømmet ved midnat, og ramper blev sat ud, og emergency boots solgt. Jeg har researchet på Max-Leonora-Peggy: Peggy var den første som købte et billede af Leonora, derfor mener biografien at der aldrig var uvenskab mellem de tre, og læst masse Leonora og Mark Fisher. Fik også set Magrittes Empire of Light. Er du i Bergen, kom den 2. maj. Flere billeder her.

Monday, April 24, 2017



Maskespil og Venedig er jo sammenkoblede størrelser. På Peggy Guggenheim Collection hænger Max Ernsts maleri Attirement of the Bride fra 1940, et af flere hvor Max, Leonora og Peggy leger maskespil. Fuglen er Max, uglen tænkte jeg er Peggy og den ekskluderede kvindefigur Leonora, andre tolkninger eksisterer imidlertid. I et andet maleri, The Antipope fra 1941, bliver det endnu mere kompliceret. Her gætter jeg på at figurene cirka har samme farvekoder, altså er den ekskluderede hestefigur Peggy og Leonora svæver grønt over Max som er en sort hest. Tænker at Leonora antager en sværmidentitet bestående af mindst to figurer. Jeg ved ikke, ring Max Ernst someone.
Her er en dokumentar fra det helt almindelige hverdagsliv i Venedig. Det eneste som faktisk mangler er afrikanerne som sælger falske guccibags. Flere pics her.

Friday, April 21, 2017

Amplify! Vældig god tekst af Serup: Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt? Jeg grubler og grubler! Seriøst? Hvad er et tidsskrift og hvorfor er det vigtigt?

Friday, April 14, 2017

Information om Mark Fisher-læsecirklen i Bergen 2. maj her + her. Mere her. Velkommen.

Thursday, April 13, 2017

Ikke så glad for disse dage. Her er stille. Jeg protesterer mod familien som koncept, så min livsstil er vel resultat af det. And who cares, her sidder jeg og protesterer. Vi kommer ikke til at organisere livet anderledes, vi kommer ikke til at forandre vores vaner, uanset om jorden går under er vi ikke i stand til det. Og min protest forårsager bare min egen endeløst fastfrosne tilstand. Mine tekster blir sødere og sødere, synes jeg. Jeg kan se det lille søde væsen der sidder der og protesterer og snakker spastisk om "andre fællesskaber" til hun blir blå i hovedet. I am the change; min egen fastfrosne positur. The angriest dog in the world frosset i evig raseri, en positur af handling, af på-vej-til-at-gøre-noget, et leap på vej til forandring, men komplet redundant. Jeg er revolutionen.

Wednesday, April 12, 2017
















Jeg vil våkne opp med min generasjon, jeg vil ikke kalles nostalgisk, jeg vil se på verden, kaldt og klart. Mere her + her + her + her. Sledgehammer as fashion accessoire.

Monday, April 10, 2017



A nervous breakdown stretched out over your entire life so it’s always thin and never gets too intense. Jacob Wren‏ @EverySongIveEve
Hvorfor skulle jeg ønske mig at gå på "en nostalgisk aften"? For nyligt var der et arrangement i København som fejrede Glasgows musikscene i 90'erne. Arrangørene brugte ordet "nostalgisk" hele to gange i den korte præsentation af arrangementet. "Nostalgisk" er desværre intet plusord i min bog, men jeg er lykkelig over den rigdom jeg føler mig i besiddelse af efter at have levet gennem fire årtier intenst interesseret i kulturelle udtryk. Dette er en strøm som lever i mig, det er dannelse, kulturel hukommelse. Hvad mente jeg med nyordet "sanseminnegrunn" som poppede op i anmeldelsen af Mark Fisher? Kultur er levende i os, og der findes naturligvis en generationsbetinget resonans af en slags. Dette er en livsnerve, det er integritet, det er ingen slimet substans som jeg skal skamme mig over fordi der opstår nye trends blandt unge mennesker. Godt, her er min tekst om Depeche Modes nye plade Spirit. Enjoy, den er twee as f***!

Sunday, April 09, 2017

Refererer til dette interview med Dave Gahan i Musikkmagasinet mandag. Ekstremt twee tekst om Depeche Mode, som blev endnu mere twee i Olavs oversættelse. En anden skjult inspirationskilde er Knut Schreiners tekst om EDM vs. Øya publiceret på NRKs netside sidste år. Dårlige tekster kan faktisk virke inspirerende, ekstremt dårlige tekster nærmest lyser med en sådan grøn, radioaktiv stråleglans. Spørgsmålet er: Hvornår har man komplet mistet sit hoved i forhold til fremskridtstanken? God twee påske.

Saturday, April 08, 2017

Man kan læse min tekst til Forfatternes klimaaksjon her. Uddrag af tekster som refereres til af Juliana Spahr her og Cheena Marie Lo her. Rob Sean Wilsons essays ligger her.

Friday, April 07, 2017

OMG! Hele biblioteket fylles av fanziner, tidsskrifter og småforlag, samtaler, opplesninger, performancer og konserter. Oslo den 29. april. Mere her.

Thursday, April 06, 2017



Det er værd at stille spørgsmålstegn ved,« siger Audun Lindholm. »Hvorfor har norske litterater så ofte afgrænset ”litteratur” fra ”journalistik” ved simpelthen at bruge det sidstnævnte ord om mindre agtværdige skriftstykker? Er der historisk hold i en så rigid afgrænsning mellem brugslitteratur og skønlitteratur? I dag er megen skønlitteratur på vej over i ”virkelighedslitteratur”, samtidig med at en del journalistik er bedre skrevet end det meste, som markedsføres som fiktion, tænk fx på Svetlana Aleksijevitj

Vældig skarpe Atlas Magasin om Vagant her. Mere her.
Happy 100 yrs birthday to surrealist writer and painter Leonora Carrington! Collected texts are being published by Silver Press in England and The Dorothy Project in America. A text by me is on it's way to Vagant soon. Much credit to Norwegian artist Anne Kjersti Bjørn and her short animated film "Ung, vakker og begavet" (2000) about the surrealist women that drew my attention to Carrington's work. She's mine. Don't touch, but do read.

Wednesday, April 05, 2017

Nogle broer vil du gå over uden at tøve, andre not so much. Dette føles imidlertid som en holdbar bro. Salon 55 skriver: "Traditionen for essayistisk kritik er ved at dø i Danmark. Ved at forene kræfterne med Vagant puster vi liv i gløderne." F*** the dark enlightenment.

Tuesday, April 04, 2017

Jimmy Carter on "the crisis of the American spirit" 1979. Mere her + her + her.

Wednesday, March 29, 2017

Hvem skal tage ansvar for denne postmoderne affaldsinstallation midt i Stillehavet? The Great Pacific Garbage Patch er et kollaborativt værk, en planetær kræftknude, skabt af alle landene rundt om Pacific Rim. På mange måder er det en traumatiseret version af det poetiske møde i The Abyss. Det er Stillehavet som møder os ved at imitere vores ansigt. Det kender os som plastikproducenter, plastik er ansigtet vi har vist frem, og plastik er hvad havet nu viser os tilbage. Vores misbrugte datter viser stolt sit plastikaffaldsansigt frem. Stor lykke, hun ligner sine misbrugende forældre.

Skriver til Forfatternes Klimaaksjon og har mine KHiO-studenter til eksamen denne uge.

Tuesday, March 28, 2017

Vi må tage vare på de sprogvirusramte. Selv virkelighedslitteraturarkitekter er alvorligt ramt, og træder op på talerstolene landet rundt for at fremføre sine angstvisioner som vi skal applaudere som "virkelighed" og "sandhed." Situationen er alvorlig. Gennem vores applaus smittes vi. Vi bekræfter angstvisionerne. En modgift må findes, og det haster. I hjertet af alle fællesskaber træder sprogvirusramte op på talerstolene og fremfører sine angsttaler. Vi må tage vare på de smittede, og samtidig sørge for ikke at blive smittet selv. Angstvisioner splitter fællesskaber, og bør ikke applauderes som virkelighedsgengivelse.

Wednesday, March 22, 2017



En version af teksten om Kleenex/LiLiPUT med musikeksempler! Avisens version.

Sunday, March 19, 2017

Når man skal ud og rejse pakker man sin lille rejsetaske. Når jeg skal skrive en tekst pakker jeg også en taske, og er netop nu ved at pakke en tekstbag om klimaforandringer, plus generelle bevidsthedsforandringer. Der er noget materiale om The Pacific indtil videre, men også lidt om musik og forandring. De to eksempler jeg har pakket er Neil Young "Change Your Mind," primært på grund af den langstrakte sangstruktur som falder i søvn i midten, og Youth of Today "Make A Change" ... andre sange jeg burde pakke? Sporer denne slags forbindelser. James Brown-poetik: "bridge" og "bag" lol.

Saturday, March 18, 2017

Om aftenen 2. maj bliver der Mark Fisher-læsecirkel i Bergen. Mere info følger. Her + her.

Friday, March 17, 2017

Depeche Mode var der absolut konsensus om i det forstadskvarter til København hvor jeg voksede op. Musikken gik ret i vores blod, det blev til sange om vores liv, identifikationen var total, eller sådan husker jeg det. Måske Basildon ligner Ballerup, jeg tror det. Først var "Just Can't Get Enough" den sang som fyldte dansegulvet maksimalt. Hver gang, hver fest.

De første to kassettebånd jeg købte var Yazoo Upstairs At Eric's og Depeche Mode A Broken Frame, her er de stadig glade i teenpop, men skiftet er gradvist på vej (exit Vince Clarke). Arbejdere på omslagene; seglet på A Broken Frame og hammeren på Construction Time Again. Jeg husker godt de typer som Guardian omtaler i sin anmeldelse, de som heilede på ungdomsklubben, de med hitlerhår og ridebukser, og de er stadig derude. Scum på et alt for højt niveau, med et alt for stort publikum.

De bands som kom ud af postpunken og blev stadionrockere, fx Simple Minds og U2, gjorde stadion til optimismens og troens rockkirke. Begge bands havde et tåget, romantisk syn på Amerika. Ikke ukritisk, men håbefuldt; amerikamytologier svømmer rundt i deres sange fra den tid. Begge bands blev formet i de sene 70'ere, Depeche Mode i 1980. At lytte til Spirit nu, de barske krisetekster, og tænke på at de skal synge sange som "Fail" på stadionkoncerter verden rundt ... harsh, very harsh.